Velkommen til min hjemmeside. Her kan du læse lidt om mig og min musik.

Jeg er født i London (1995) og opvokset i Svendborg på Sydfyn. Da jeg var 14 år gammel tog min far mig med ind at se Palle Mikkelborg, der opførte sit værk til Miles Davis, Aura, i Det Kgl. Teater… Jeg var målløs – og jeg kunne mærke det lige med det samme: jeg vil vie mit liv til musikken.

Livet som musiker begyndte for alvor da jeg, mens jeg gik i gymnasiet, kom med i Kristian Humaidans (tidl. UFO Yepha) band. Vi turnerede landet rundt som opvarmning for nogle af landets største kunstnere bl.a. Kim Larsen, Magtens Korridorer og Thomas Buttenschøn. På cirka samme tid blev jeg introduceret til folkemusikken af violinisten Harald Haugaard, som jeg senere er kommet til at arbejde tæt sammen med.

Efter gymnasiet blev jeg optaget på Rytmisk Musikkonservatorium i København. Et studie jeg supplerede med rejser til USA for at lære af de aller bedste. I mellemtiden modtog mit 12-m/k store folkband Mynsterland en Danish Music Award, og jeg komponerede og medvirkede som ene musiker i instruktøren Johan Sarauws afgangsforestilling på Scenekunstskolen.

Efter rytmekons kom jeg ind på Det Kongelige Danske Musikkonservatorium (klassisk kons), hvor jeg studerede i ét år hos Michal Stadnicki før mit studie blev afløst af en kapelmester-tjans på Østre Gasværk i Kasper Holtens iscenesættelse af Pelle Erobreren.

I december 2018 erhvervede jeg mig (med stort tak til Beckett Fonden!) en mesterbygget –og på alle måder mesterlig– kontrabas af den amerikanske bygger Nick Lloyd.

Mathæus Bech